
Træk i skorstenen
Hvis skorstenen er helt kold, må man først få lidt varm luft ind i den for at få den til at begynde at trække. Normalt vil det være nok at åbne ovnlågen i nogle minutter, således at man får varm rumluft op i skorstenen. Man kan også brænde lidt avispapir oven over røgvenderpladen i ildstedet.
Ved specielle forhold, kan der forekomme ”nedslag” i skorstenen. Her vil luften i skorstenen gå den forkerte vej og slå ud i rummet. Dette kan skyldes omslag i vejret eller undertryk i rummet. Man må da forsøge at ændre luftstrømmen i skorstenen ved at brænde lidt avispapir højt oppe i ildstedet samt åbne et vindue eller lignende for at udligne undertrykket i rummet.

Optændingsbriketter
Optændingsbriketter er et enkelt og effektivt optændingshjælpemiddel. Disse skal bruges som anbefalet i brugsanvisningen! Bark fra birketræ er også et godt optændingsmiddel.
Træbriketter
Brug af træbriketter som brændsel i Jøtuls træovne og pejse
Hvad er træbriketter?
De råd, som vi giver her, gælder spåner fra rent træ, som bliver presset sammen i blokke, herefter kaldt træbriketter. Træbriketter har en størrelse fra ca. 0,2 kg til ca. 1 kg pr. briket. Der må ikke være benyttet tilsætningsmidler af nogen slags. Det er træets eget limstof, lignin, som binder spånerne ved sammenpresning og opvarmning under produktion af briketten. Egenskaberne ved forbrænding kan variere meget og er afhængige af, hvilket råstof der er brugt, og hvordan træbriketterne er fremstillet.
Hvordan bruges træbriketter?
Træbriketter bruges omtrent som almindelige stykker træ. Træbriketterne er tit meget kompakte og tørre sammenlignet med almindeligt optændingstræ. Derfor giver de fleste typer træbriketter en ”hidsigere” forbrænding end den, man får ved en tilsvarende mængde træ. Læg derfor hellere lidt ind ad gangen og oftere. Der bør følge en brugsanvisning med træbriketterne, som giver råd om sikker brug af den aktuelle kvalitet. Lufttilførslen må ikke lukkes, så flammerne kvæles, for så opstår der fare for eksplosiv antændelse af uforbrændte gasser (røggaseksplosion).
Hvor meget brændsel kan man lægge ind ad gangen?
Eftersom begrebet træbriketter omfatter brændsel, som opfører sig forskelligt, må man prøve sig frem, indtil man bliver fortrolig med den aktuelle brikettype. Start gerne med ca. 1 kg pr. indfyring efter sædvanlig optænding med optændingstræ. Sammenlign med brugen af almindeligt træ og øg om nødvendigt gradvist mængden, men aldrig ud over det, som svarer til almindelig træfyring. Det er meget vigtigt, at brugeren sikrer sig mod overfyring, både af hensyn til ildstedet og for at sikre sig mod brand.
Gælder Jøtuls garanti ved brug af træbriketter som brændsel?
Jøtuls garantibestemmelser for træprodukter gælder for det, som efter Jøtuls opfattelse er en normal brug af ildstedet, fyret med træ. Se brugsanvisning for det enkelte ildsted. Ved fyring med træbriketter skal brugeren udvise forsigtighed som beskrevet ovenfor, således at man undgår overfyring og andre faresituationer. Jøtuls garanti for ildstedet gælder dermed for fyring med træbriketter, forudsat at man bruger dem rigtigt. Skader, som er opstået i forbindelse med overfyring eller røggaseksplosion dækkes ikke af garantien.
Overfyring
Mange fyrer kraftigt ved opvarmning af kolde huse og hytter for at få varmen op så hurtigt som muligt. For kraftig fyring kan ødelægge både ildsted og skorsten og kan føre til brand. Hvis du har en emaljeret ovn, ødelægges emaljen, hvis du fyrer så meget, at ovnen bliver rødglødende. Skruer brænder fast, og pakninger kan smuldre bort. Ovnplader kan vride sig, således at ovnen revner, hvilket igen medfører, at ovnen får en ukontrolleret lufttilførsel.
Vær opmærksom på farerne ved overfyring og at garantien bortfalder i sådanne tilfælde.
Normal forbrænding
Flammerne, som man kan se i ildstedet, er brændende gasser. Selv om flammerne efterhånden dør ud, kan trækullet gløde længe. Tørt træ af ”tunge” løvtræer flammer moderat og gløder længe. Let træ fra hurtigtvoksende træer flammer hurtig op og gløder hurtigere ud. Normal fyring er, når man har en jævn afbrænding med indfyring en gang i timen. Indfyringen må ikke være større, end at det fylder ca. 2/3 af brændkammeret; den del af ildstedet, som er beregnet for ilægning af træ.